DSB-Rederi og beslægtede selskaber

Færger og skibe

Mit forhold til færger og skibe er prc. det samme, som til sporvogne. Jeg har aldrig stået i forreste række, når emnet omhandlede dette. Af samme årsag er mit billedarkiv omkring emnet meget begrænset uagtet det forhold, at DSB drev eget rederi, samt var samarbejdspartner med de svenske statsbaner, SJ, i "Dampskibsselskabet Øresund".
Lidt er det dog gennem tiden blevet til, og når billederne efterhånden bliver fundet frem, vil disse finde vej til denne side. Lige nu må du med få undtagelser "nøjes" med nogle gamle postkort fra min samling, som IKKE er forsynet med ophavsretmæssige (copyright©) oplysninger på bagsiden.

Øresund

Mine første og absolut tidligste udlandsrejser gik til Sverige. Allerede fra 4-5  års alderen husker jeg dem. Desværre er jeg ikke selv i besiddelse af billeder med de skibe, som i mine yngste dage besejlede rutene på Øresund (primært København-Malmø) men fra den tid husker jeg skibe med navne som: "Absalon" (dansk), "Grippen" (svensk) Øresund (dansk), og Örnen (svensk). Ligeledes popper navnet "Malmöhus" op. "Malmöhus" var den jernbanefærge, som besejlede ruten mellem Københavns Frihavn og Malmö, og jeg mener at huske, at den var svensk.
Hvad der også popper op langt inde i errindringen er motorskibet Stankt Ibb. Vist nok et skib under  svensk flag, som sejlede mellem København og Hälsingborg (og vist nok videre til Mölle). Mine forældre holdt meget af turen med Sankt Ibb op gennem Øresund, og  de var sf den opfattelse, at "den var så smuk". Jeg selv hadede den, og i min datidige utålmodige barneverden, anså jeg det som spild af god tid, at sejle så langt! Jeg mener sejltiden var omkring 3 timer hver vej, og det blot for at købe noget chokolade, nogle nødder og lidt kaffe. Min overbevisning var, at dette måtte kunne gøres mere rationelt hvilket sket da også senere, i 1962. Da der blev råd til en lille bil, en renault 4CV, og med denne ændredes indkøbene til at forgå via Helsingør-Helsingborg hvilket faldt meget mere i min smag!

Øresund, et sted mellem Danmark og Sverige. Motiv fra et postkort, som jeg mener jeg købtepå M/S "Absalon". Motivet viser en de første annoncer for "postbåden over sundet". Kortets bagside nævner intet om copyright-forhold, men oplyser, at den gengivne annonce er anno 1905. Foto og arkiv: Carsten Schwartz.

Kalundborg-Århus, i DSB/Scandlines-koncession fra 1914 til1999

Med familie i såvel Kalundborg, som Århus, blev ruterne imellem disse byer et helt naturligt valg når turen gik mod Jylland. Dels kunne familien i Kalundborg besøges, og dels gik toget fra København lige til færgen. De første mange år på Kattegat gik via Samsø (Kolby Kaas) med motorfærgerne "Kalundborg" og "Jylland",  og senere, fra 1960, med "Hurtigruten". I den første tid med M/S prinsesse Anne-Marie, i folkemunde "Hurtig Marie", men senere, fra 19xx, også med M/S prinsesse Elisabeth, som i selskab med førnævnte også besejlede ruten.

Danmark, Kalundborg. Postkort udgivet af "Banegårdskiosken". Billedet viser M/F Kalundborg ved den venstre kaj og M/F "prinsesse Anne-Marie under indsejling til færgelejet i billedets højre side. Arkiv: Carsten Schwartz

Gedser-Warnemünde (Rostock). Linien er åbnet den 30. september 1903

Tekst er under produktion,
og billederne skal findes frem fra arkiverne.
Hav derfor venligst tålmodighed.

Gedser-Großenbrode Kai, 69 km. Linien blev åbnet 1951 og fungerede til åbningen af "Fugleflugtslinien", Rødby Færge-Puttgarden, den 14. maj 1963

Min første "rigtige" udlandsrejse fandt sted i 1959. Turen gik til Lübeck og naturligvis med såvel tog, som færge, og selvfølgelig via Gedser-Großenbrode - datidens færgeforbindelse.
Jeg var dengang omkring de 6 år og glædede mig naturligvis "som et lille barn". For at sige det lige ud, "var det skide spændende"! Udlandsrejser var ikke noget, som den gang var hver mands eje, og den dag i dag, har jeg endnu ikke fattet formålet med rejsen idet pengene var små i mit barndomshjem. På turen mod Tyskland sejlede vi over Østersøen med M/F Kong Frederik IX, og på hjemturen mod Danmark forestod M/F Theodor Heuss transporten.
Det var på "Kongen", at jeg fik mit første postkort af en færge. Jeg ved, at jeg har det endnu, og når det engang er fundet frem, vil det kunne ses efter denne tekst.
Anderledes stiller det sig med M/F Theodor Heuss og M/F Deutschland. Postkort af disse to skibe kom ligeledes i min besiddelse på turen (hjemturen). Disse blev indkøbt via en gul automat som man puttede penge i og efterfølgende dette, drejede på et håndsving til "varen" kom ud. Kvaliteten af de tyske kort var langt bedre end kortet af "Kongen", men de to korts bagside bekendtgjorde også, at der var tale om "Echte Photographie", hvad man just ikke kan kalde kortet af "Kongen". Det er disse to kort, som efterfølgende vises under deres respektive navne. 

M/F Kong Frederik IX, 1954 - 2005

Motorfærgen "Kong Frederik IX" var ved sin levering verdens største færge af sin art. Færgen blev bygget på Helsingør Skibsværft, og kølen blev lagt den 19. februar 1954. Et halvt år senere, den 19. august, blev den navngivet. Dette blev forestået af H. K. H. Prinsesse Anne-Marie, yngste datter af H. M. Kong Frederik IX og H. K. H. Dronning Ingrid.
Færgen var værftets nybygning nr. 320, og blev efter en uges prøvesejlads første gang indsat i ordinær drift den 18. december samme år. Dette skete på ruten Gedser - Großenbrode, hvor den afløste M/F "Dronning Ingrid".

Som jeg tidligere har nævnt: Når jeg får fundet postkortet af "Kongen" fra turen til Lübeck frem, vil det blive gengivet her på hjemmesiden.

Vil du vide mere om M/F Kong Frederik IX kan dette f. eks. læses på  www.faergejournalen.dk

Danmark, København. M/F Kong Frederik IX blev opkaldt efter Danmarks daværende regerende monark, Hans Majestæt Kong Frederik den Niende. Kongen var født den 11. marts 1899 som den ældste søn af af H. M. Kong Chr. X og H. K. H. Dronning Alexandrine. Kong Frederik IX besteg tronen efter sin faders død den 2. april 1947 og regerede til sin død, 14. januar 1972. Majestæten er her fotograferet i forbindelse med et arrangement omkring 50 års jubilæet i "Reserveofficersforeningen i Danmark" i starten af maj måned 1970 • Foto & Copyright©: Carsten Schwartz

M/S Deutschland, 1953 -

M/S Deutschland er bygget på Howaldtswerke, Deutsche Werft GmbH, som nybygning nr. 980. 
Skibet blev leveret den 22. april 1953, og efter indgående prøvesejlas indsat på ruten Gedser-Großenbrode den 17. maj samme år, og på hvilken den virkede frem til åbningen af "Fugleflugtslinien", Rødby Færge-Puttgarden, den 14. maj 1963. Efter åbningen af den ny og meget kortere rute overførtes skibet til drift der.

Et sted i Østersøen. M/F Deutschland gengivet fra et postkort udgivet af Deutschen Bundesbahn (Udgivelsesår ubekendt). Arkiv: Carsten Schwartz

Kuffertmærke fra M/S Deutschland

"Kuffertmærket" var et af fortidens statussymboler. Det signalerede til ens omgivelser, at man havde besøgt "Den store Verden", og en kuffert med mange mærker vakte misundelige og "lange" blikke. Hvorfra jeg har kuffetmærket med "Bundesbahnfährschiff Deutschland" som gengives efterfølgende denne tekst husker jeg desværre ikke.

Kuffertmærke, "Bundesbahnfährschiff Deutschland". Anslået udgivelsestermin: Medio 1950. Arkiv og foto: Carsten Schwartz

M/S Theodor Heuss, 1957 - 1997

M/S Theodor Heuss blev bygget på Kieler Howaltswerke i 1957, og navngivet efter den tyske politiker af samme navn (31. januar 1884 - 12. december 1963), som i perioden fra 1949 - 1959 var den første præsident i Forbundsrepublikken Tyskland (BRD, Vesttyskland).
Ved åbningen af "Fugleflugtslinien" den 14. maj 1963 overførtes skibet i lighed med rutens to andre skibe, Deutschland og Kong Frederik IX, til denne.
M/S Theodor Heuss blev ophugget i 1997. 
 

Et sted i Østersøen. M/F Theodor Heuss gengivet fra et postkort udgivet af Deutschen Bundesbahn (Udgivelsesår ubekendt). Arkiv: Carsten Schwartz

Rødby Færge-Puttgarden, 18,5 km. Strækningen er indviet den 14. maj 1963

Tekst og billeder følger snarest 

Storebælt, Korsør - Nyborg

Tekst og flere billeder følger snarest

M/F Dronning Margrethe II, 1973 - 2005

Motorfærgen Dronning Margrethe II er bygget i perioden oktober 1972 - december 1973 af Nakskov Skibsværft A/S og leveret til DSB-rederi den 6. december 1973.
I 1982 blev færgen ombygget, ved hvilken lejlighed den blev forlænget med 12 meter og forhøjet med 2,5 meter.

Du kan læse mere om skibet på denne hjemmeside:

http://www.faergejournalen.dk  

Danmark, Nyborg. M/F Dronning Margrethe II har netop forladt Nyborg. Maj 1976 • Foto & Copyright©: Carsten Schwartz

M/F Dronning Margrethe II blev opkaldt efter Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, Danmarks nuværende monark, og regent siden hendes fader, Hans Kongelige Højhed Kong Frederik IX afgik ved døden den 14. januar 1972.
Dronningen er førstefødet (16. april 1940 på Amalienborg) af Kongeparret H.M. Kong Frederik IX og H.K.H. Dronning Ingrid, og således, da parret ikke opnåede at få drengebørn, den direkte årsag til, at tronfølgeloven i 1953 blev ændret til, at "Kongemagten nedarves til mænd eller kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler".   

Danmark, København. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II., Danmarks pt. regerende monark. Majestæten er her fotofraferet på Amalienborg Slot den 16. april 1973 i forbindelse med sin treogtredive års fødselsdag • Foto & Copyright©: Carsten Schwartz
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE