Hareskovbanen, København L - Farum Oprindelig, København - Slangerup Banen

Der er i mit stille sind ingen tvivl om, at min faders metier ved DSB har gjort sit til, at jeg i en meget tidlig alder havnede i kategorien jernbaneentusiast, om end det for mit vedkommende altid har været i en ”light udgave”. En anden ting, som der heller ikke kan herske tvivl om er, at Hareskovbanen, strækningen mellem København L og Farum, har haft en meget stor betydning for mig under min opvækst. Tiden var en anden dengang end i skrivende stund, højsommeren 2009, så lad os derfor vende blikket tilbage og se på lidt historien og hvorfor, det gik med mig, som det gik. Jeg er født i sensommeren 1953, og i mange år der efter gik familieskrønen på, at jeg var kommet til verden i pakrummet i en MO-vogn mellem København L og Farum.
Selvfølgelig er jeg ikke det. Jeg er fra den daværende fødeklinik på Martinsvej på Frederiksberg, men det forlyder, at jeg skulle have sovet mangt en god lur i det/de omtalte pakrum, medens jeg lå i min barnevogn og hyggede mig med min sut.
Rigtigt er det imidlertid også, at jeg allerede meget tidligt var tiltrukket af ”skinner, skærver, diesel og damp”, kort sagt min faders job ved jernbanen, og jeg har vel ikke været meget mere end 5-6 år, før jeg kom med min far på arbejde, og vær ikke i tvivl, jeg elskede det!
Det var spændende, meget spændende, og det store spørgsmål var altid: Hvem er lokomotivfører i dag? Er det mon Harry Hansen, eller er det Ernst Lohse? Det var de to, som jeg på dette tidlige tidspunkt i mit liv kendte bedst. Lohse (Altid kun efternavn ! . . . og gerne Hr.) var en spøjs person. Han var arvegods fra den oprindelige privatbane til Slangerup og lidt af en aristokrat. Han gik altid med hjemmebundet butterfly og gik meget op i, at der var egeløv på kasketten, og at lokomotivpersonalet gik i lædervest/læderjakke. Harry Hansen lå i den modsatte ende af skalaen. Hvad Lohse så i det ydre, uniformen etc., så Hansen i det indre. Han var belæst, og han læste meget, lige til det sidste, hvor han til sin store sorg stort set mistede synet. Han var altid alment godt opdateret om samfundet, og kunne på en elegant og ydmyg måde bidrage med viden til enhver samtale. Den personlige hygiejne var en besættelse for ham, og jeg mindes aldrig, selv i hans sidste leveår, at have set ham i ”nusset tilstand”. Hans benklæders pressefolder var altid som skåret efter en lineal, dette uanset vejrlig og årstid, og ofte tænkte jeg: ”Mon de pressefolder er syet på”?
Hver på sin måde var de to et par herlige fyre. Lohse boede i Bagsværd på Frodesvej, hvor han havde en lille villa, og mig bekendt endte han sine dage der. Selv om han var ”lidt af en sprællemand” på arbejdspladsen, var han meget privat. Jeg har gæstet ham en enkelt gang sammen med min fader, og også som vært var han aristokraten. Selv blev jeg beværtet med citronvand, og min fader med Portvin, en opvartning, som var helt utænkelig i mit barndomshjem med mindre der var tale om fest.
Hvor Harry Hansen slog sine folder på den tid, aner jeg ikke, men jeg er bekendt med, at han i hans sidste år boede i Korsør, hvor han havde en mindre ”murermestervilla”.
Han var i sin tid som pensionist en hyppig gæst i mit barndomshjem, og han overnattede ofte der, specielt når han var ”i staden” for at besøge sin søster, som vist nok boede i Søborg.
Fælles for dem begge er, at de har givet mig mangt en førerrumstur mellem Lygten og Farum og retur, om end Lohse ikke ville have mig med, når MO’en vendte ”den varme ende” (førerrummet ved maskinen) mod Farum. De er desværre begge væk nu, og har været det længe, men går snakken om Hareskovbanen er de, de første jeg tænker på.
Det samme gør sig gældende med Hansen og Nielsen på Farum station. De var vist, hvad der kaldes stationsbetjente, og de tog sig begge umådeligt meget af mig, da jeg som ”stor knægt” slog mine folder på Farum Station i de sommermåneder familien Schwartz boede i sommerhuset i Stavnsholt, nærmere præciseret på Dybedalsvej 105, i dag Klintedalen 34.
I en del skolesommerferier deltog jeg sammen med dem i stationens hverdag fra tidlig morgen til hen ad eftermiddagen, hvor det store tog fra ”staden” ankom omkring kl. 16 med to MO’ere og den ekstra Cl eller Cll vogn til næste dags morgentog med afgang fra Farum omkring kl. 06:00.
Sammen havde vi travlt. Vi vejede banepakker, vi tømte pakrummet i de ankommende tog, vi gjorde det ankomne gods klar til DSB vognmanden, men frem for alt, med dem rangerede jeg med ”dagens lokomotivfører” på og i ”dagens MO”, og sammen lavede vi ”dagens godstog”, som senere blev hægtet bag på et persontog, hvor det med dette kørte med til Buddinge for atter at blive koblet af, og dér samle resterne af ”dagens godstog” på Hareskovbanen.
Det var en herlig tid, og jeg mindes den med stor glæde som det ultimative paradis for et enebarn uden jævnaldrende kammerater i lokalområdet, men inden at det bliver det rene nostalgi, og jeg personligt går i totalt selvsving og med dette fortaber mig dybt i fortiden, så må jeg vist hellere lige bremse op.
Jeg ved ikke om nogle af min faders tidligere kollegaer læser dette. Måske, måske ikke, for de fleste af dem (jer) var jævnaldrende. ”Den Gamle” døde i 1996, 75 år gammel, men skulle det være tilfældet, at der blandt denne hjemmesides gæster er nogle fra den gang, så vil jeg gerne sige jer alle tak. Tak til hver og en af jer for de dejlige oplevelser, jeg i dag har at se tilbage på som gode minder. Jeg husker ikke alle jeres navne, men I alle er i mine tanker. En vil jeg dog nævne ved navn, og det er lokomotivfører Horn fra Østerbrogade. Jeg vil ikke gå i detaljer hvorfor, men hvis du læser dette, så en helt speciel tak til dig. Du ved selv hvorfor.
Men lad os nu gå over til en kort historik omkring banen, inden at det bliver tid til at kikke billeder.
Aktieselskabet ”Slangerupbanen” stiftedes i 1903. Eneretsbevillingen blev udstedt den 9. december, og året efter, den 2. februar 1904, oprettedes en kontrakt med firmaet Winkel, Werner og Madsen som indehavere af generalentreprisen for banens anlæg.
Ingeniør Werner blev ledende anlægsingeniør og dette forledte såvel presse som borgerskab til at tro, at han også var mester for de meget smukke stationsbygninger, der blev opført i forbindelse med banens tilblivelse. Dette var imidlertid ikke tilfældet. København L. er tegnet af navnkundige Heinrich Wenck, DSB’s senere overarkitekt og professor, hvor imod de øvrige stationsbygninger stammer fra arkitekt Thrue’s pen.
Indvielsen af banen fandt sted torsdag den 19. april 1906, og dagen efter, fredag den 20’ende, startede så den officielle trafik. (Taksten mellem København L og Slangerup beløb sig til 95 øre på III kl., og var man ”ved muffen”, kunne samme tur gøres for 1,70 kr. på II. Kl.).
Det gik rigtig godt for banen i starten, men efterhånden som andre transportmidler holdt sit indtog, blev banens tal ikke de bedste, og i 1948, den 31. marts var det slut. Dagen efter, den 1. april, var banen en del af DSB.
Bortset fra at strækningen mellem Slangerup og Farum blev nedlagt allerede så tidligt som den 22. maj 1954, så fungerede Hareskovbanen stort set som i gamle dage helt frem til 1977 - dette dog med at nye tider og krav om fornyelse, underforstået overgang til S-banedrift trængte sig på.
Ønsket om elektrisk tog på strækningen var ikke af ny dato. Selv husker jeg, at min fader en gang i 60’erne kom hjem og berettede, at nu skulle der køres med S-tog på banen, men der kom til at gå lang tid fra denne udtalelse og til, at den sidste MO-vogn kørte sin tur.
I 1977 var alle anlægsarbejder færdige. Dobbelt spor var lagt hele vejen med undtagelse af strækningen fra Fiskebækbroen og til Farum. Nye stationer havde set dagens lys, og en omlægning af linjeføringen via Ryparken til Svanemøllen gjorde, at man var klar til at indgå i S-banenettet.
23. september 1977 forlod det sidste MO-trukne persontog København L, og da det returnerede fra Farum var en epoke på Nørrebro endegyldig slut. Sporet ved kolonihaverne ved bakken for foden af Bispebjerg Hospital blev i nattens løb lagt om, og dagen efter, den 24. september, indviedes den ny S-bane efter et storstilet program med omkring 200 honoratiores som gæster. Da det officielle program var afviklet, bød man på en gratis tur til alle på strækningen. En gammel drøm var gået i opfyldelse, og dagen blev udråbt som ”S-dag”, den dag man blev en del af ”den københavnske bybane”.   

Vil du vide mere, så læs disse to bøger: 

P. Thomassen, KSB, KJØBENHAVN - SLANGERUP BANEN

Bogen, som er fra 1980 er ikke ikke forsynet med ISBN-nr. Der er muligvis tale om en privat udgivelse da kolofonen oplyser: I kommission hos P. Haase & Søn's Boghandel a/s, Løvstræde 8 - 1152 københavn K.

Samt, af samme forfatter fra 1981:

KSB - DSB   SLANGERUPBANEN - HARESKOVBANEN

I bogen fra 1981 er forholdene i kolofonen analog udgivelsen fra 1980.

- eller . . .  .  .

Gå ind på Hans-Henrik Landsvig's udmærkede og detaljerede hjemmeside om banen på adressen:  

http://www.slangerupbanen.dk/index.htm 

Du kan klikke direkte ind til siden her fra

BEMÆK VENLIGST: FLERE BILLEDER ER PÅ VEJ - DE SKAL BLOT FINDES FREM, MEN P.T. KNIBER DET MED TIDEN TIL DET.