Som jeg har skrevet et andet sted på denne hjemmeside, så besøgte jeg Thailand for første gang i 2008. Fra starten var besøget oppe mod de ulige odds, for folk, som kender mig havde bedyret følgende:
”Thailand Schwartz, det er ikke noget for dig. Det er for meget fingerdans og babyelefanter. Det er light East. Du passer bedre til Kina og lignende destinationer. Du er til hardcore East”.
Måske havde de ret, måske ikke, det ville vise sig, men det forhold at besøget var en invitation fra en thai, som ønskede at vise sit land frem, gjorde udslaget. Vise sit land frem for en fremmed, hvilken gestus at modtage, det ville være mere end uhøfligt at takke nej.
På forhånd havde jeg indtaget den holdning ikke at læse nogen som helst form for rejselekture. Jeg ville ikke være forudindtaget, og jeg ville ikke skuffes over ikke at blive vist dette og hint. Kort sagt jeg ville glædes og ikke mindst overraskes, og jeg må sige, at jeg blev overrasket, da vi kom til River Kwai, mit eneste ønske på turen, hvilket jeg motiverede med, at jeg som barn havde hørt de lokale FDF’ere spille ”River Kwai March”, samt at jeg var bekendt med, at der var produceret en film med titlen ”Broen over floden Kwai”. Hvad filmen handlede om, havde jeg ingen anelse om, godt det samme for det, men det skulle jeg få.
Der er ofte langt mellem filmindustriens fiktioner og virkelighedens verden, og mange er da sikkert også blevet skuffet over mødet med en bro bygget af jern frem for en af træ og bambus således, som den tager sig ud i den syv gange Oscar vindende film ”Broen over floden Kwai” fra 1957 med Alec Guinness, Jack Hawkins og William Holden i hovedrollerne. Og som om, at dette ikke nok. Filmen er slet ikke optaget ”On location” i Thailand, men på Ceylon, siden 1972 kendt som Shri Lanka.
Alt dette var jeg som nævnt lykkelig uvidende om ved mit første besøg ved den berømte bro i Kanchanaburi, godt 130 km. fra Bangkok og små 50 km. fra grænsen til Burma (Myanmar) i april 2008, og godt for det, for så var jeg helt sikkert også selv gået i den store fiktionsfælde omkrig, hvad der internationalt set nok må anses som Thailands mest kendte bygningsværk. Men hvad er historien. Hvad er der med den bro, og hvorfor er den blevet så berømt, og hvorfor har jeg ikke fået historien i skolen? Er jeg født det forkerte tidspunkt, i 1953, eller er historien bare uinteressant i forhold til, hvad man normalt undervises i? Det er jo ikke Europa dette her, er det derfor? Jeg ved det ikke, men fakta er imidlertid, at jeg føler mig snydt over ikke at have fået historien noget før, og det samme gør min hustru, som er en 1955 model. Lad os derfor se tilbage i tiden, tilbage til 2. verdenskrig, helt prc. til 1941. Jeg skal efterfølgende ikke trætte med en detaljeret uddybende historisk beretning, men blot holde mig til, hvad der må anses for at være en forklarende orientering. Den efterfølgende tekst er, hvad jeg har stykket sammen fra mit snart meget store research iblandt det, som jeg anser for seriøse kilder, og historien er kort:
I december 1941 indleder Japan flere steder i Asien en række overraskelsesangreb for kort efter at have erobret nye territorier. Disse er: Guinea, Filippinerne, Indonesien, Cambodia, Vietnam, Laos, Hongkong, Singapore, Malaysia, Burma og Thailand. Med dette virker Japan helt uovervindelig, men landets meget aggressive politik var ikke nyt i området, for allerede i 1895 var den gal. Japanerne besatte det år Taiwan. Korea fulgte efter i 1910, Manchuriet i 1932 og en stor del af Kina led samme skæbne i 1937.
Thailand blev angrebet den 8. december 1941, dagen efter det japanske angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor, og angrebene fandt sted over såvel land, fra Battambang i Cambodia, fra luften mod Dong Muang, lufthavnen nord for Bangkok, samt fra søsiden med landgang syv forskellige steder i den thailandske bugt.
De thailandske styrker forsvarede sig forbilledlig, men kun i kort tid. Overmagten var for stor, hvilket resulterede i, at den thailandske premierminister, feltmarskal Phibun Songkhram, militær diktator siden 1938, gav ordre til at standse al modstand.
21. december, stadig i 1941, indgik han en aftale med japanerne, som betød, at den thailandske regering kunne fortsætte, og en måned senere, den 25. januar 1942, erklærede han USA og England krig. Thailand var med dette gået ind i krigen på japansk side!
Efter slaget ved Midway i juni 1942 mistede Japan sit herredømme over de asiatiske have og dermed også forsyningsvejen via havet til sine okkupationer.
Man havde hårdt brug for forsyninger til sine styrker i Burma, og man besluttede derfor at bygge en jernbane fra Thailand til Burma, den jernbane som senere blev kendt som ”Dødens Jernbane”.
Strækningen androg 415 km., og skulle gå fra Ban Pong i Thailand til Thanbyuzayat i Burma. Af de 415 km. ville de 263 befinde sig i Thailand, medens de resterende 152 km. ville være at finde i Burma. Tanken om jernbanestrækningen var ikke ny. Allerede i 1910 havde briterne overvejet en tilsvarende strækning, men havde opgivet den, idet det uvejsomme terræn gjorde det svært og kostbart at bygge en jernbane netop der.
Men japanerne ville have deres jernbane og dette uanset prisen, og som krigsførende nation var de totalt skruppelløse med hensyn til midlerne for at opnå deres mål.
Man påbegyndte arbejdet i september 1942, og man startede samtidig i begge ender for senere at mødes på midten. Arbejdet blev anslået til at vare omkring fem år, men tidshorisonten var upassende for en krigsførende nation med ”ondt i forsyningslinjerne”.
Ved en massiv indsats blev strækningen anlagt på bare 14 måneder. I oktober 1943 mødte de to linjer hinanden ved Konkoita i Thailand, og banen blev efterfølgende indviet.
Ud over at skulle anlægge en jernbane i et svært fremkommeligt terræn, var et andet problem, at en flod skulle krydses ved Kanchanaburi. Man valgte at bygge ikke bare en, men to broer over floden. Stålbroen, som står der den dag i dag, stod færdig i april 1943, og 300 meter længere ned af floden stod en træbro færdig ca. to måneder forinden. Begge broer blev ved krigens slutning delvist ødelagt af de allierede. Træbroen blev fjernet efter krigsophøret, men stålbroen står der som bekendt endnu.
Oprindelig bestod stålbroen af elleve sektioner med halvkoniske buer, men ved genopbygningen efter angrebet på broen besluttede man at erstatte sektionerne 4, 5, og 6 med to kasseformede sektioner i stedet. De to kasseformede sektioner blev leveret af Japan som krigsskadeerstatning, og overleveringerne fortæller, at de ved ankomsten var behæftet med plaketter lydende ”En gave til det lidende Thailandske folk fra brodernationen Japan”. Jeg har trods flere forsøg ikke kunnet få historien verificeret, måske er der tale om en vandrehistorie, måske ikke, men jeg har hørt den mere end en gang på stedet.
Kildemateriale:
Bladet "Fred & Frihed - Ikkevold" nr. 4, 2003
Artiklen "Broen over floden Kwai" af Torben Retbøll
Die wahre Geschichte Der Todesbahn und Der Brücke am Kwai
Autor sign. J.P.
An Immortal Touch of the Riwer Kwai Bridge and Hellfire Pass Memorial
Autor ikke opgivet !
Hellfire Pass Memorial, Burma - Thailand Railway
Australian Government, Department of Veterans' Affairs,
Office of Australian War Graves
-samt egne oplevelser og notater fra besøg i området
Ovenstående kildemateriale danner grundlag for alt efterfølgende tekst omhandlende emnet og området.